Som nævnt gik vores vandretur i år til Albanien og Nordmakedonien – spændende nye rejsemål. Albanien var en positiv overraskelse. De fleste havde nok forventet et nedslidt forhenværende østland med en mistroisk indstilling over for fremmede, men det var slet ikke tilfældet. Veje, hoteller, mad og bybilleder var normal god europæisk standard, og vore to dygtige guider (en dansk og albansk) kunne kompetent berette om landets fantastisk omtumlede historie. Trosretninger har sameksisteret nogenlunde fredeligt – muslimer, ortodokse, katolske – ja der havde oveni købet været plads til et Arumænisk mindretal med egen ”Jerusalem” i en af de byer vi overnattede. Mange politiske ideologier har været afprøvet i praksis. Romersk og sidenhen byzantinsk kejserdømme, så tyrkisk sultanvælde, serbisk overherredømme, selvstændigt monarki, Mussolini-fascisme, paranoid Mao-kommunisme, anarki og nu et vistnok stabilt demokrati.
Til trods for disse mange påvirkninger – eller påtrykninger – har albanerne formået at bibeholde deres eget nationale præg og ikke mindst sprog – et oldgammelt sprog uden nære slægtninge. De er hverken romanske, slaviske, græske eller tyrkiske, men betragter sig som illyrere efter den romerske provins Illyrien.
Vi mødte på vores daglige vandringer (en halv snes km daglig) mange præg af den omskiftelige historie. Vi gik på strækninger af Via Egnatia, den gamle hovedvej mellem Rom og Konstantinopel, som siden blev silkevejens forlængelse til Adriaterhavet. Vi har passeret ruiner af kirker, klostre og moskeer (og mange af det kommunistiske regimes 100.000 familiebunkere), og vi er gået over osmanniske broer. Vi har overnattet i mange forskellige byer, hver med sit særpræg – måske var det mest spændende et hotel, der tidligere havde været karavane-serail – altså station på silkevejen. Den oprindelige opbygning var bevaret: en firelænget gård (til æsler og dromedarer) med svalegange ud til hvilken værelserne lå.
Vi har nydt det markante Balkan-landskab: række efter række af lave skovklædte bjerge. Tilsyneladende i god naturtilstand – men en påfaldende mangel på småfugle vidner om intensiv fangst og jagt. Ind imellem krydsede vores vej gedehyrdernes rute – halvgamle barskt udseende mænd med venlige vejrbidte ansigter og et halvt hundrede geder at holde styr på.
Vores rute gik rundt om Ohrid-søen. Derved kom vi et par dage til Nordmakedonien, som også er et kludetæppe af etniske grupper; albanere, makedonere, og bulgarere. Vi boede et par dage i Ohrid by som blandt andet har været hovedstad for et bulgarsk kongerige. Ohrid søen er Europas ældste sø ( ~ 3 millioner år) og en af de dybeste. På grund af den høje alder og isolerede beliggenhed rummer den en helt særegen fauna – mange arter er endemiske, dvs at de ikke forekommer andetsteds. Her så vi en specialitet som Dværgskarv, der har sin vestligste forekomst her, og her fik vi smagt en af de endemiske ørredarter.
Turen sluttede i Albaniens hovedstad Tirana, som er en moderne storby, som tydeligvis stræber efter at komme borte fra en grå kommunisme-arkitektur. Nye bygninger er skudt op som både skulpturelt spændende og farverige – men vi så også mindre hyggelige vidnesbyrd om det kommunistiske regime: diktator Enver Hoxhas ”førerbunker” med hundredmeter lange underjordiske gange og rådssal og depotrum.
Og noget usædvanligt: vi var stort set de eneste turrister på hele turen!
Vi kom hjem efter en uge med masser af nye indtryk og meget mere viden om Albanien i særdeles og Balkan i almindelighed. Så altså, kære læser, hvis du er over tres og har lyst til at opleve noget lignende og få god motion i godt selskab, så slut dig til os i Søllerød Senior Sport. Du kan se hvordan her på hjemmesiden.
Hvis du vil se en detaljeret beskrivelse kan du læse nærmere her. OBS der er en stor fil som kan tage lang tid at åbne (37 sider)