Dansk brobygnings vej til elitestatus – via broerne over sund og bælt
De mange store broer bygget i Danmark i det forrige århundrede repræsenterer en enestående historisk udvikling, som har ført til, at danske brobyggere nu er med til at projektere og udvikle de største broer i verden. Udgangspunktet var behovet for at knytte de danske landsdele sammen med faste forbindelser.
I 1930’erne var der vokset en dansk rådgivende ingeniørvirksomhed op med fokus på udvikling og indhentning af nyeste tendenser inden for international brobygning. Det gav mulighed for, at projektet for den nye Lillebæltsbro blev overdraget det danske firma Ostenfeld & Jønson. De mange innovationer i dette projekt blev afsættet for Farø broerne, og gennembruddet med det verdensrekordstore Storebælts-projekt og Øresunds-broen. Det har ført til nye landvindinger, som anvendes på alle de største nye broer i verden, som Messinabroen med verdens største spændvidde på 3.300 m (endnu ikke bygget).
Brobygningen er dermed blevet til en stor eksportartikel for Danmark.
Foredraget vil trække linjen gennem denne spændende udvikling frem til nogle af de nyeste udviklinger i forbindelse med de største udenlandske broer.